Hvad er det nu lige en lokalplan er, hvordan bliver den til og hvordan dækker den? Hvad betyder kompetencenorm og midlertidige retsvirkninger? Og hvad er det egentlig du skal vide, for at kunne søge jobbet som lokalplan-kyndig planlægger, nu hvor du aldrig helt fik styr på det på uni?
Alle disse spørgsmål og flere til blev stillet da NYP, sammen med Dansk Byplan Laboratorie afholdte et udsolgt fyraftensmøde torsdag d. 9 november om lokalplanernes farverige, alvorlige og komplekse verden.
Niels Frisch Kjølholt, planlægger Rudersdal kommune gav os et indblik i, hvordan han som helt ung planlægger mødte sin første lokalplan. Det var et møde med en masse forventninger fra flere grundejere og en borgerdialog, der bød på flotte visioner. Visioner der endnu ikke er indfriet her 4 år senere, fordi grundejerne simpelthen endnu ikke har kunne blive enige.
Herfra tog Susanne Birkeland over, hun gav en grundig indføring i lokalplanernes formål og med ordene: ”En lokalplan skal være entydig og tage stilling!” opridsede hun lokalplandisciplinens alvor.
Med eksempler fra sit store forskningsarbejde og konkrete praksis med lokalplaner gjorde Arne Post os endnu klogere på do´s and dont’s, når vi som planlæggere skal begå os i forhold til bygherre og ikke mindst det politiske apparat, som lokalplaner er en del af.
Alt i alt en spændende og fagligt givende aften. Stor tak til oplægsholdere og til alle jer, der var med og stillede gode spørgsmål under vejs.
Og vi er da slet ikke færdige med lokalplanemnet endnu. Vi bemærkede at interessen for lokalplaner var stor, både hos deltagere og hos de medlemmer vi desværre måtte skuffe pga. af pladsmangel. Derfor vil vi også godt love, at vi i det nye år kommer med nyt på den front.
Find oplæg fra arrangementet nederst.
Det med småt
- Arne Post er arkitekt maa og har i en længere årrække arbejdet med kommune- og lokalplanlægning i Skive Kommune. Arne Post er desuden forfatter til Byplanhåndbogen. Arne Post giver et kort historisk oprids og dykker derpå ned i nogle konkrete lokalplaner. NYP-oplæg – pdf_Arne Post
- Susanne Birkeland er chefplanlægger i Furesø Kommune. Hun har stor erfaring med lokalplaner og underviser bl.a. i netop det emne, på Dansk Byplanlaboratoriums lokalplan-kursus NYP -9-11-2017 Susanne
- Niels Frisch Kjølholt er byplanlægger i Rudersdal Kommune. Han er en del af Netværk for Yngre Planlæggere og har de seneste knap fire år bl.a. arbejdet med lokalplaner. NYP – lokalplaner – Niels