MØD NETVÆRKET: KREILS VON FYREN KIELER EKELUND

Mød netværket: Kreils von Fyren Kieler Ekelund
Mød netværket: Kreils von Fyren Kieler Ekelund

Hvad arbejder du med netop nu?
Mit arbejde ved Geopartner er meget varieret, så jeg har altid gang i mange forskellige sager på samme tid. Landinspektører er desværre ofte en lidt overset del af fysisk planlægning. Vores udgangspunkt for planlægning er de matrikulære forhold og de planmæssige og juridiske bindinger. Størstedelen af mine arbejdsopgaver er derfor matrikulære sager og rådgivning i forbindelse med udvikling af fast ejendom.

I øjeblikket er jeg med inde over et projekt ude på Amager, hvor et erhvervsområde skal udvikles til boliger og detailhandel, hvilket kommer til at medføre en ny lokalplan og store ændringer i området. Jeg bistår med rådgivning i forbindelse med projektet og har ansvaret for de matrikulære ændringer, som projektet vil medføre. Endeligt har jeg altid gang i flere mindre sager vedr. rådgivning af private kunder i forbindelse med tilbygninger, ejerlejlighedsopdelinger, skelfastlæggelse og matrikulære ændringer.

Hvad har været den største læring ved skiftet fra studerende til at arbejde?
Det har været rigtig spændende at få en større indsigt i, hvordan processen i planlægningsprojekter forløber. De forløber aldrig lineært. Der er altid uforudsete bump på vejen, som kræver stillingtagen og beslutsomhed. Her har jeg erfaret, at evnen til løbende at tilpasse sig selv og projektet til ændringer undervejs er altafgørende.

Hvordan anvender du din uddannelse i dit arbejde?
Den problemorienterede og projektbaserede undervisningsform, som var gennemgående på både min bachelor i Landinspektørvidenskab og min kandidat i Arealforvaltning & Planlægning på Aalborg Universitet København, synes jeg, har været afgørende for min læring gennem studiet. Det har helt klart rustet mig godt til at komme ud på den anden side og dagligt arbejde med mange forskellige problemstillinger og aktører.

Sidste år tog jeg til London for at læse en Master degree i Urban Economic Development. Denne uddannelse glæder jeg mig meget til at gøre mere brug af i fremtiden, hvilket der er gode udsigter til, da Geopartner er i gang med at udvikle et nyt forretningsområde, der kommer til at hedde Plan & Udvikling. Ambitionen er, at vi skal bevæge os lidt udenfor det traditionelle landinspektørarbejde. Vi vil bl.a. satse mere på byudvikling, ejendomsudvikling og bæredygtighedscertificeringer, hvorfor jeg også skal på DGNB-kursus i byområder i slutning af september 2016.

Hvad mangler der fokus på indenfor byplanlægning?
I løbet af mit år i London mærkede jeg på egen krop, hvad det vil sige, når et boligmarked er løbet løbsk. Min kæreste og jeg betalte 10.000 kr/mdr for en 1-værelses kælderlejlighed. Det er en kendt global tendens, at folk i stigende grad søger mod byen. Men jeg synes stadig, at det ikke kan understreges nok, hvor vigtigt det er med et sundt udbud af boliger i alle prisklasser.

Gennem mit frivillige arbejde for Danmarks Naturfredningsforenings lokalafdeling i København er jeg også blevet en stor fortaler for bevaring og beskyttelse af grønne områder i byen. Desværre er det alt for ofte de grønne områder, der står for skud, når der skal bygges nyt. Amager Fælled er et godt eksempel på dette. Det er et fantastisk naturområde med en enorm biodiversitet, men pga. Metroen og planerne for Ørestaden ser det ud til, at store dele af Amager Fælled kommer til at lade livet for byudvikling. I Danmarks Naturfredningsforening i København synes vi, at det er stor fejltagelse.

Hvilken by har gjort størst indtryk på dig?
For 3 år siden rejste jeg en måned i Rwanda, Uganda og Kenya. Hovedstaderne og mange af de mindre byer i det tre lande gjorde stort indtryk på mig. Men især Kigali var noget særligt. Folkemordet i Rwanda i 1994 ligger ikke langt tilbage, og befolkningen er stadig mærket efter de forfærdelige hændelser. Det var derfor meget tankevækkende og rørende at besøge Kigali og de mange monumenter og museer, der er blevet opført for at påminde og informere om folkemordet. Men jeg husker især, at jeg fornemmede en enorm gejst og vilje i befolkningen til at komme videre og lægge folkemordet bag sig. Derfor gjorde Kigali et stort indtryk på mig og jeg kan varmt anbefale andre at besøge Rwanda.

Hvilken bog vil du anbefale andre med interesse for planlægning at læse?
“Why Nations Fail” af Daron Acemoglu og James A. Robinson. Hvis man også har lidt interesse for økonomi, så kan jeg varmt anbefale denne bog. Med historiske henvisninger til begivenheder, byer og lande i hele verden, og på en læsevenlig facon, forklarer Acemoglu og Robinson, hvordan “inclusive institutions” er nøglen til innovation, økonomisk vækst og rigdom. Det kan være lidt tung læsning en gang i mellem, og jeg kæmper stadig lidt med den. Men den indeholder fremragende og meget lærerige passager om byers og landes udvikling.

Kreils er Markedschef og Landinspektør ved Geopartner Landinspektører A/S.
Kreils er uddannet landinspektør fra Aalborg Universitet København og har desuden en Master degree i Urban Economic Development fra University College London. Derudover er Kreils frivillig i Danmarks Naturfredningsforenings lokalafdeling i København.