MØD NETVÆRKET: LISE JUUL MADSEN

Lise Juul MadsenHvor arbejder du? Partner i konsulentvirksomheden 12byer ApS

Hvad er din uddannelse? Cand.comm. i performance-design og geografi, Roskilde Universitet

1. Hvad arbejder du med netop nu:

12byer er sekretariat for CityLAB, som afholdes i Spinderihallerne i Vejle til marts. Derfor bruger jeg lige nu en masse tid på at planlægge konferencen – både programmet, kommunernes forberedende arbejde og de efterfølgende netværksaktiviteter. Jeg glæder mig til forårets arbejde med samskabelse, 3D-print, interaktive spil og udviklingen af nye traditioner for unges deltagelse i byplanlægningen – alt sammen i samarbejde med de 14 kommuner, som er indgået i partnerskabet og en række andre partnere, som bl.a. tæller GameTools og Orange Innovation.

2. Hvad giver det dig at være medlem af nyp?

Jeg husker mit første møde med NYP på studietur til Amsterdam. En forlænget weekend, hvor jeg ikke behøvede at begrænse snakken og diskussionen om planlægning, byer og sociale rum. Det var fedt.

For en lille virksomhed som 12byer, giver NYP også et udvidet praksisfællesskab og mulighed for at få inspiration og hjælp udefra.

3. Hvilke stof er en god planlægger gjort af?

Stærkt visionært og organisatorisk stof! Tidligere direktør for Carlsberg Byen Lars Holten udtalte for et år siden på konferencen Byliv, der betaler sig, at der hviler et kæmpe ansvar på dem, der planlægger fremtidens by. Og det kunne jeg ikke være mere enig i: Byerne står her længe efter, vi er væk – og det kræver derfor både ydmyghed for opgaven, grundige analyser, opbakning, engagement og deltagelse fra brugerne, investering af alt ens kreative energi og vilje (og held), hvis alle enderne skal nå sammen til sidst.

4. Hvem ville du helst tage en byvandring med?

En klon mellem filosoffen Anders Fogh Jensen, der fokuserer på meningen med vores liv i byen og på jorden, min specialevejleder Kristine Samson, hvis analyser af byens  tilblivelse og affektive rum er helt sublime, og en old school urbanist som William Whyte, som har et helt særligt blik for den menneskelige ageren i byen. Det kunne være fedt. Måske det er et arrangement, som vi i 12byer skulle byde ind med til NYP snarest?!

5. Hvad inspirer dig netop nu?

Lige nu er jeg meget optaget af, hvordan vi som planlæggere får ny viden og omsætter det til erkendelser, der er med til at udvikle praksis. Jeg er meget inspireret af maker-bevægelsen, hvor folk tester, afprøver og handler og på den måde skaber nye ting, ligesom co-creation-tilgangen, hvor nye ting opstår som del af en samskabelsesproces, er en forbilledlig måde at arbejde på. I stedet for altid at have best cases, tror jeg på, at vi i højere grad lærer af praksisfællesskaber og ved at gøre frem for alene at tale.